søndag den 28. marts 2010

Det kribler overalt....

Det har været trist vejr i denne weekend. Som jeg skriver her øser det ned udenfor, så jeg har desværre ikke haft mulighed for, at kaste mig ud i de projekter jeg havde satset på.

Pallerammerne blev rigtig pæne med træbeskyttelsen. Det dækker fint, og ligner endda teak træ på afstand. Når man så kommer tæt på, er det stadig pænt men tydeligt at det ikke er teak. Pyt siger jeg....det ser godt ud, de har været billige at lave og hvis træbeskyttelsen virker som det skal, er alt i fineste orden.

For nu at komme tilbage på sporet, så er der sket lidt alligevel denne weekend. Jeg kradsede lidt i køkkenhaven i forgårs, og sørme om der ikke var gevinst. Hvidløgene fra efteråret er begyndt at spire, med flotte kraftige toppe. De er ikke så store endnu, men det tegner lovende. Jeg ryddede samtidig ud der hvor der stod hvidløg sidste år, og fandt et enkelt som vi havde overset. Der var kun fire fed, men de smagte fortrinligt i aftensmaden.




Den første kartoffelspire har også vovet sig frem i groposen, så jeg håber meget temperaturen snart stiger, så vi kan spise nye kartofler til grundlovsdag. Der er bare intet mere lækkert end nye kartoflerder lige så forsigtigt vaskes, og spises til sommerens dejlige grillmad.
Og her til sidst........ i dag opdagede jeg at også ærterne er begyndt at titte frem. Jow jow....det kribler overalt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar