søndag den 28. marts 2010

Det kribler overalt....

Det har været trist vejr i denne weekend. Som jeg skriver her øser det ned udenfor, så jeg har desværre ikke haft mulighed for, at kaste mig ud i de projekter jeg havde satset på.

Pallerammerne blev rigtig pæne med træbeskyttelsen. Det dækker fint, og ligner endda teak træ på afstand. Når man så kommer tæt på, er det stadig pænt men tydeligt at det ikke er teak. Pyt siger jeg....det ser godt ud, de har været billige at lave og hvis træbeskyttelsen virker som det skal, er alt i fineste orden.

For nu at komme tilbage på sporet, så er der sket lidt alligevel denne weekend. Jeg kradsede lidt i køkkenhaven i forgårs, og sørme om der ikke var gevinst. Hvidløgene fra efteråret er begyndt at spire, med flotte kraftige toppe. De er ikke så store endnu, men det tegner lovende. Jeg ryddede samtidig ud der hvor der stod hvidløg sidste år, og fandt et enkelt som vi havde overset. Der var kun fire fed, men de smagte fortrinligt i aftensmaden.




Den første kartoffelspire har også vovet sig frem i groposen, så jeg håber meget temperaturen snart stiger, så vi kan spise nye kartofler til grundlovsdag. Der er bare intet mere lækkert end nye kartoflerder lige så forsigtigt vaskes, og spises til sommerens dejlige grillmad.
Og her til sidst........ i dag opdagede jeg at også ærterne er begyndt at titte frem. Jow jow....det kribler overalt.



torsdag den 25. marts 2010

Tørretiden er lang....

7 af pallerammerne fik træbeskyttelse i dag. Jeg nåede desværre ikke flere, fordi det tog lidt længere tid at komme hjem end jeg havde regnet med. Bakken åbnede i dag, og det betyder øget trafik på vejene = længere transporttid. Nå...det er jo heldigvis kun én gang om året, og flot ser det jo ud når motorcyklerne kommer kørene i store flokke.

Lige nu venter jeg i spænding på at se hvordan farven på træbeskyttelsen er i tør tilstand. Vi har købt transperant teak, men den så godt nok noget orange ud da jeg malede den på. Forhåbentlig tørrer den flot op!

Rammerne skal bruges til blomsterbede i den ene ende af vores terrasse, og da turen til planteskolen er planlagt til 1. april håber jeg meget at bedene er færdige og på plads inden da. Visionen er, at vi skal have flyttet vores nuværende rosenbed hen i de nye. Lige pt. har vi 6 roser i et metalhøjbed rundt om et piletræ. Det ser super smukt ud, men desværre får tre af roserne for lidt sol, fordi de står i stammens skygge for meget af dagen. Derfor skal vi have skiftet roserne ud med hortensiaer...sådan lidt ala Bree's have 'Desperate Housewives'.

Med så mange pallerammebede skal der selvfølgelig stå noget mere end bare 6 roser, men indtil videre er det ikke fastlagt hvad det skal være.

Og så lige en bonusinfo....I går købte jeg 2 bøger og en snegleskovl på http://www.haven.dk/ og det er allerede ankommet med posten i dag. Det er da expresslevering der vil noget?!! Den ene bog, Politikens store havebog, fik jeg til en spotpris af 99 kr. som medlem af Haveselskabet. Hvis du ikke allerede er medlem, kan jeg varmt anbefale det. Du betaler 495 kr. om året for 11 blade, og muligheden for at købe alle mulige lækre ting til en fordelagtig pris.

onsdag den 24. marts 2010

Gør det selv...


I mit 'religiøse' månedsblad ('Haven' fra Haveselskabet), var der i denne måned en artikel om højbede til en billig penge. Et af forslagene var gamle pallerammer som var blevet shinet op. Det så super fint ud, og så appelerede det en hel del til min mani om, at putte ting i kasser og ramme det ind.

Jeg gik derfor på jagt efter de pallerammer, som man tilsyneladende skulle kunne købe brugt til meget få penge. De hjemmesider jeg fandt var enten på virksomheder i jylland, eller også var de lige lovligt dyre (ca. 300 kr. for én brugt ramme) i forhold til det jeg var villig til at betale. Heldigvis arbejder én af vores venner på lager, og da han hørte om min søgen, tilbød han mig fluks at få 11 stk. - 6 små og 5 store - mod omgående afhentning.

I dag havde jeg så endelig vejret med mig, og klargøringen er gået igang. Min søde mand havde slebet samtlige rammer for mig da jeg kom hjem fra arbejdet, så min eneste opgave bestod i at give dem grundingsolie på alle flader. Nogle af dem så noget medtagede ud da vi fik dem hjem, men efter slibning og olie ser de helt nye ud. Nu skal de bare stå i 24 timer og tørre, og så får de træbeskyttelse....

tirsdag den 23. marts 2010

Æbler og frø....

De første frø er sat til forspiring i dag, så med lidt held kan jeg forhåbentlig plante dem ud i løbet af maj. Foreløblig står der 12 små potter med ærter, og 6 med tomater. Planen er, at ærterne skal kravle på vores rionet hegn ved terrassen, så jeg krydser fingre for at de alle bliver til noget.

Jorden i køkkenhaven er stadig for kold og for våd til at jeg kan arbejde med den, men jeg håber de næste dages sol kan hjælpe på det.

Det gamle belle de boskoop æbletræ blev også beskåret i dag. Jeg ved godt, at jeg er for sent ude men jeg fandt saven frem alligevel. Jeg håber at jeg med beskæringen, kan få reduceret æblemængden bare en lille smule. Sidste år var det helt overvældende, og det var et mega arbejde at samle dem alle op....og så var der jo selvfølgelig også lige alle turene til fordelerpladsen. Og inden protesterne om at køre æbler på lossen kommer, så vil jeg gerne lige have lov at tilføje, at den lokale rideskole og flere kolleger havde været forbi og samle ind inden.

I år er planen klar....de æbler der kan bruges skal mostes, og resten skal gemmes til vinterfugleføde. Solsorten og andre fugle har været hyppige gæster hele vinteren, og jeg har haft købt frugt og frø til dem hver uge. De penge jeg sparer på frugten kunne jo så måske bruges til et stort foderbræt? Eller måske nogle af de klamme tørrede melorme fra Vivara??

søndag den 21. marts 2010

Lune dage

Foråret er i luften....det lurer lige om hjørnet. Fuglene synger om det, og årets første myggestik bevidner det. Rundt omkring i haven er de første små løgplanter brudt igennem med lysegrønne toppe, og fine gule erantis er begyndt at sprede sig under hækken. De tulipaner jeg plantede i krukker sidste efterår, strækker sig også en smule op af jorden med fine røde spidser.

I dag er de forspirede kartofler blevet sat i 'groposer' på terrassen. Det er små sække lavet af kraftigt mørkegrøn plast, og med en lille klap nederst på siden. Det er så meningen at man skal kunne tage sine kartofler uden at forstyrre hele planten. Jeg ved ikke om det virker, men jeg skal naturligvis nok opdatere løbende. Sidste år stod de i det ene højbed, men pladsen bliver for trang i år.... Godt nok er der ikke dyrket noget derude endnu (jorden er ikke engang rengjort efter vinteren), men jeg har planer om at forsøge mig med en masse nye grøntsager.